Forsikringsforhold når båden skal på land

Guide: Sådan dækker din forsikring, når båden skal på land

3 vigtige hovedregler:

· Hvis du har ansvars- og kaskoforsikring, er din båd og dig selv som sejler beskyttet i langt de fleste tilfælde.

· Har du kun en ansvarsforsikring, er du dækket i forhold til skader, du forvolder på 3. mand.

· Har du ingen forsikring, skal du selv betale alle de skader, du får eller påfører andre.

Afrigning og løft af mast

Hvis du under afrigningen af sejlbåden taber masten, og der sker skader på masten, er det bådens kaskoforsikring, som dækker skaden. Har du kun en ansvarsforsikring, skal du selv betale af udbedring af skaden på masten. Hvis uheldet f.eks. skyldes, at havnens løftestrop knækker, kan det forsikringsselskab, hvor du er kaskoforsikret, gøre regres overfor selskabet, som forsikrer havnens mastekran.

Hvis du taber masten over en anden person eller dennes ejendom, er det bådens ansvarsforsikring, som dækker den pågældende skade.

Er du ikke ansvarsforsikret, bliver du gjort personlig ansvarlig for skaden.

Hvis mastekranen har været betjent af havnens/klubbens personale, er det kranens ansvarsforsikring eller – for klubbens vedkommende – idrættens forsikringer, som skal dække skaden.

Når masten er sikkert anbragt i havnens masteskur, er det bådens kaskoforsikring, der dækker skader på masten, som følge af hærværk, brand eller lignende.

Båden løftes på land

Når din båd løftes på land, sker det ved hjælp enten ved havnens kran eller en vognmand, som er hyret til at løfte båden. Hvis havnekranen taber båden, er det bådens kaskoforsikring, som dækker de skader, der sker på båden.

Hvis forsikringsselskabet vurderer, at der kan pålægges et ansvar på føreren af kranen, vil det være forsikringsselskabet, som efterfølgende kan rejse et krav overfor kranens ansvarsforsikring.

Har du som bådejer ikke en kaskoforsikring, skal du selv betale for udbedring af skaderne på din båd og eventuelt rejse et krav (civilt søgsmål) over for kranens forsikringsselskab.

Sker der skader på tredjemand i forbindelse med, at båden bliver tabt, er det kranens forsikring, som dækker dette ansvar.

Skal sejlbåden stå på land med masten på, er det vigtigt, at du kontakter di t forsikringsselskab for at høre, om der er specielle krav til stativ eller andet som forudsætning for, at forsikringen dækker ved uheld.

Hvis båden vælter på land

Hvis din båd vælter, mens den står i stativ på land og gør skade på nabobåden, er det som hovedregel nabobådens kaskoforsikring, der dækker skaden. Hvis hændelsen sker, fordi du som ejer af skadevoldende båd har gjort en aktiv handling, som peger på, at du kan være ansvarlig for, at båden vælter, kan det være din ansvarsforsikring, der skal dække skaden. Skader som sker på egen båd, dækkes af bådens kaskoforsikring.

Bliver din båd skadet som følge af brand på havnen, er det igen bådens kaskoforsikring, der dækker udbedring af skaden. Hvis brandens opståen kan henføres til en bestemt handling – f.eks. en bådejer, som på trods af havnens forbud, har en varmeblæser kørende i sin båd – kan bådejeren gøres ansvarlig og skaden dækkes af bådens ansvarsforsikring.

Kilde: Forsikringsmægler Niels Schiellerup , tilknyttet Dansk Sejlunion

Fakta om Næstved Sejlklub

Klubben er med ansvar dækket ved:

  • Søsætning og optagning af både
Transport med bådvogn fra kaj til stativ
Anbringelse og opbevaring af både i stativ


Med sejlerhilsen

Torben Søndergaard Nielsen
Formand for Næstved Sejlklub

Log In or Sign Up

Du er ved at logge på Næstved Sejlklubs hjemmeside. Login er kun nødvendig for bestyrelsesmedlemmer og udvalg.....Næstved Sejlklub

Glemt din adgangskode? / Glemt dit brugernavn?